USA er blevet voldsomt ramt af corona, og selv om landet kun har cirka seks gange flere indbyggere end Italien, tales der om langt over 100.000 dødsfald. Det er et stykke over de italienske tal, set i forhold til indbyggerantallet.
Det har fået Tony Radoszewski, chef for Plastics Industry Association, til at komme med en opfordring. Han vil have plastindustrien med på listen over essentielle brancher, det vil sige brancher, der ikke skal lukke ned, når USA, som mange forventer, må følge i hælene på mange andre lande og lukke store dele af samfundet.
– Engangsplast kan bogstaveligt talt være forskellen mellem liv og død. Genstande som IV-poser og respiratorer, som er meget vigtige lige nu, har komponenter fremstillet af engangsplast. Engangshospitalstøj, handsker og masker, der beskytter vores hospitalsansatte hver dag, er også lavet af plast. Jeg vil vove den påstand, at hver maskine, udstyr til medicinsk pleje, hospitalsseng og undersøgelsesudstyr har en komponent fremstillet af plast, siger han og fortsætter med at påpege, at mange andre steder i samfundet har plast fået en afgørende betydning.
– Plast spiller en vigtig rolle såsom at beskytte vores mad og holde den frisk, hvilket reducerer forurening og affald. Plastflasker holder vores vand rent, og engangsplastposer er en sanitær og bekvem måde at transportere vores dagligvarer hjem, mens de beskytter supermarkedets ansatte og kunder mod, hvad der lurer på genanvendelige poser, understreger han.
-Når Covid-19 spreder sig over hele landet, vil engangsplast blive mere og mere vigtig. Vi vil leve længere, sundere og bedre på grund af engangsplast, vurderer han og understreger, at den amerikanske plastindustri så at sige er klar til kamp.