Er EU på vej mod et totalt forbud mod plastemballage?
Tankerne om et sådan forbud er ikke fremlagt, men den nye miljøkommissær har luftet idéen i et interview med den tyske avis Die Welt.
-Vi ønsker bestemt at udvide reglerne omkring engangsplast og undersøger i øjeblikket, hvilken retning det skal bevæge sig i. Et vigtigt skridt ville for eksempel være at forbyde plastemballage fuldstændigt, siger Virginijus Sinkevicius.
Tankerne kommer i hælene på det forbud mod en række produkter i engangsplast, som EU allerede har besluttet.
De nye idéer fra kommissæren falder dog ikke i god jord hos Martin Engelmann, administrerende direktør for den tyske IK, Industrievereinigung Kunststoffverpackungen, en markant aktør indenfor den europæiske plastindustri, der kalder idéerne for både kontraproduktive og farlige.
-Kommissæren skulle spørge sig selv, hvordan hans udtalelser vil blive modtaget af dem, der skal tage beslutninger om kommende investeringer i genanvendelig emballage eller genvindingsfaciliteter. Der er en stor risiko for, at disse meget nødvendige investeringer ikke foretages nu, siger han.