Som både virksomhed og person er det godt at pleje sit netværk, og det bliver der rig lejlighed til ved Plastindustriens Netværksdag, der finder sted den 23. november i det gamle silopakhus DOK5000 i Odense.
Silopakhuset har fået en ganske omfattende kærlig hånd og fremstår i dag som et topmoderne konferencested, og det bliver udgangspunktet for hele Netværksdagen.
Arrangementet er delt op i tre enheder:
-Oplæg om nye materialetrends
-Virksomhedsbesøg
-Netværksmiddag.
Den korte version af programmet ser således ud:
Materiale-trends
New materials and new design trends:
Efrat Friedland er international anerkendt materialeekspert. På Netværksdagen giver hun et indlæg omkring de nyeste trends indenfor plastmaterialer og design, og om hvordan vi kan bruge plasten på måder, der øger den oplevede kvalitet af vores produkter.
Fra fiskenet til ny plastråvare med høj CSR-værdi:
Hans Axel Kristensen, administrerende direktør, Plastix A/S, fortæller om den danske genanvendelsesvirksomhed Plastix, som producerer ny plastråvare ud af brugte fiskenet, der opkøbes i blandt andet Danmark, Sverige og England.
Materialeudvikling som driver i den fremtidige cirkulære (hav)plast-økonomi:
Henrik Beha Pedersen, grundlægger, Plastic Change, stiller spørgsmålet: hvordan kan industrien løse udfordringerne med at standardisere materialeudviklingen, så den passer i den cirkulære økonomi og bliver til et win-win scenarie for branchen? Har udvinding af kvalitetsplastprodukter fra plast i havet en fremtid? Det er de to hovedspørgsmål, som oplægget fra Plastic Change tager fat på.
Virksomhedsbesøg
Dan Foam:
Virksomheden bag varemærket Tempur sælger madrasser og puder til hele verden. Få en rundtur i deres imponerende PUR-produktion og et indblik i, hvordan man bliver en verdenskendt eksportsucces med udgangspunkt i Aarup udenfor Odense.
Roll-O-Matic:
Roll-O-Matic fremstiller specialmaskiner til produktion af plastposer og -folier for kunder i mere end 60 lande over hele kloden. På Netværksdagen kan du få en rundtur i Roll-O-Matics produktion og høre om, hvordan man gør fremstilling af plastmaskiner til en dansk eksportsucces.
Center for Robotteknologi hos Teknologisk Institut:
Kom up to date med de nyeste robottrends hos Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi. Du får en rundtur i deres 2.000 kvadratmeter med state-of-the-art automatiseringudstyr, og et oplæg om succeshistorierne fra de virksomheder, der har taget robotterne til sig og øget produktiviteten, omsætningen og antallet af medarbejdere.
MedicoPack (FULDT BOOKET):
MedicoPack er blandt SP Groups seneste opkøb og producerer blæsestøbt medico-emballage til kunder i hele verden. På Netværksdagen kan du se deres produktion og høre om, hvordan man bliver en succes i en branche med ekstremt store krav til dokumentation, validering og test.
Netværksmiddag
Dagen slutter tilbage på DOK5000 med en netværksmiddag – og der vil i det hele taget være god tid til networking i løbet af dagen.