Nu skal det være slut med at kunne købe mærker med overdreven meget plastemballage i den engelske kæde Tesco. Mærker, der ikke overholder de nye retningslinjer, vil ganske enkelt blive taget væk fra hylderne. Samtidig tager virksomheden også sin egen medicin og vil gennemgå egne mærker for at se, hvorvidt man her kan fjerne unødvendig emballage. Man er også i fuld gang med at se, hvorvidt man kan fjerne materialer fra egne mærker, som er for svære at genanvende eller genbruge.
Tesco har over 1.500 leverandører, og de har på informationsmøder fået fremlagt visionerne for virksomhedens emballageplan. Blandt andet vil Tesco vurdere emballagen fra år til år.
I år gælder det størrelsen, altså om der efter Tescos mening er tale om overemballering. Næste år kan det også komme på tale, hvorvidt emballagen er upassende. Hele øvelsen er en del af planen, som går under sloganet: fjern, reducer, genanvend og recirkulering.