Kristine Munk Jespersen er blevet tildelt årets Danish Composite Award. Baggrunden er hendes ph.d.-afhandling, der handler om, hvordan mikroskopiske skader i kompositmaterialet i vindmøllevinger udvikler sig.
I begrundelsen hedder det blandt andet:
-Resultaterne i afhandlingen er af høj industriel relevans, da observationerne for første gang viser; ikke-destruktivt, hvor udmattelsesskader opstår, og hvordan de udvikler sig under udmattelsesbelastninger i en prøve svarende til en hovedbjælke fra en vindmøllevinge. Denne viden har resulteret i en fornyet forståelse af de styrende skadesmekanismer for udmattelsesbrud og er derfor af vital betydning for et holdbart vingedesign og vurderes til at få stor betydning for fremtidens udvikling af fibermaterialer.
Kristine Munk Jespersen blev naturligvis meget glad for prisen.
-Jeg blev glædeligt overrasket, da det både betyder en del for min fremtidige karriere, og derudover er jeg også rigtig glad for, at mit arbejde bliver værdsat.
Hun vil fortælle om sit arbejde på Kompositsektionens årsmøde i juni.
-Jeg vil bruge både 2D- og 3D-billeder til at forklare, hvordan udmattelsesskader i fiberkompositter til vindmøllevinger udvikler sig. Derudover vil jeg tale om betydningen af fiberbundtstrukturen i forhold til skadesudviklingen, da skaden først kan observeres ved krydspunkterne mellem de lastbærende fiberbundter og de tynde supporterende fiberbundter, siger hun.
Hun blev indstillet til Danish Composite Award-prisen af sin hovedvejleder Lars Pilgaard Mikkelsen fra DTU Vindenergi.