Franske Sidel, der er en del af Tetra Laval-gruppen, har udviklet en ultralet PET-flaske til ikke-kulsyreholdigt vand. Den 195 millimeter flaske, kaldet X-LITE Still, rummer 500 ml og vejer kun 6,5 gram.
Sidel skriver i en pressemeddelelse, at takket være det ekstremt lette design er PET-flasken den mest omkostningseffektive og holdbare emballage af sin art, der findes på markedet.
Ifølge Sidel er X-LITE Still den letteste halvliters PET-flaske i verden til ikke-kulsyreholdigt vand og kan produceres i virksomhedens Sidel Super Combi. Her er kapaciteten op til 91.800 flasker i timen.
Produktion af X-LITE reducerer forbruget af PET markant. Sammenlignet med en halvliters PET-flaske, der vejer 12 gram, falder forbruget ved det samme produktionsvolumen med op til 1.485 ton om året. Det lavere PET-forbrug og mindre energiforbrug kan betyde besparelser på op til to millioner euro om året for en producent af PET-flasker.