Den danske plastvirksomhed SKY-LIGHT har specialiseret sig i produktion af emballager og folier til fødevarer lavet af helt op til 100 procent genanvendt PET-plast. Nu sælger SKY-LIGHT den del af virksomheden, der producerer bakker i polystyrén til gartnerier og havebrug for at kunne fokusere endnu skarpere på miljøvenlig og bæredygtig fødevareemballage.
– Der er en tendens til at tro, at løsningen på de store mængder plast, der ender som affald i naturen, er at minimere eller helt forbyde brugen af plast. Vi gør stilfærdigt opmærksom på, at problemet egentlig ikke er selve plasten, men måden det bliver bortskaffet, når vi som forbrugere er færdige med det, siger direktør hos SKY-LIGHT, Søren Kjær Larsen.
Indsatsen for at optimere genanvendelse i plastprodukter kræver en omfattende logistik, en udførlig kvalitetskontrol samt et skarpt fokus. Dette fokus skærper SKY-LIGHT nu yderligere. Det sker ved at sælge den del af virksomheden fra, der ikke er orienteret mod fødevarer, nemlig produktion af bakker til gartnerier og havebrug.
– Det er et naturligt skridt i vores indsats for at udvikle de mest bæredygtige emballager og folier til fødevarer. Vi vil blive ved med at være de absolut bedste på dette område, og vi går forrest i kampen for at genanvende så meget plast som muligt med så høj kvalitet som muligt. Derfor koncentrerer vi nu helt og holdent virksomhedens ressourcer om dette.
Det er den hollandske plastvirksomhed Desch Plantpak, der har købt SKY-LIGHTs bakkeproduktion og det tilhørende kundekartotek.