Frem til den 31. marts kan man være med i Arla og Bilkas fælles kampagne om at indsamle de små plastlåg fra Arlas mælkekartoner. Kampagnen så første gang dagens lys i 2015, og siden er det blevet til hele 2.460.296 plastlåg, der kan genanvendes til fx plastkasser. Plastlågene er produceret af 100 procent biobaseret plast, der er lavet af CO2-neutrale biomaterialer som fx sukkerrør. I 2018 blev det til små 440.000 låg.
-Det er fantastisk at se, at så mange støtter op om indsamlingen år efter år. Vi arbejder hårdt for at blive endnu bedre til at passe på miljøet, og netop genanvendelse af plast er et vigtigt skridt på vejen. Indsamlingen af de 2,4 millioner plastlåg betyder, at vi kan genanvende den bioplast, som vores plastlåg er lavet af. Lågene bliver blandt andet genanvendt til at producere de velkendte, grønne mælkekasser, siger Jakob B. Knudsen, landedirektør i Arla Danmark, og tilføjer:
-Genanvendelse af emballage kan kun lade sig gøre med danskernes hjælp. Vi vil derfor gerne sige stort tak til alle dem, der har indleveret deres låg fra mælkekartonerne. Det betyder, at vi gennem initiativer som Brug Låget, i fællesskab med den danske befolkning, kan arbejde for en grønnere fremtid.
Plastlågene kan indleveres i Bilkas hypermarkeder over hele landet. I 2018 var det de besøgende i Bilka i Tilst, der indleverede flest plastlåg. Hele 48.000 låg blev indleveret i Tilst, mens Skalborg, Herning, Kolding og Esbjerg fulgte lige i hælene som de hypermarkeder, hvor der blev indleveret flest plastlåg.