Et af Europas største flyselskaber, Ryanair, har en plan om at blive et slags plastfrit flyselskab i løbet af de kommende fem år. Al plastemballage skal skrottes fuldstændigt, og hvad angår anden plast, vil kun den fuldt genanvendelige blive ladt tilbage – alt andet bliver smidt på porten.
Det er en omfattende plan, der rækker ind mange steder i selskabet og kommer til at påvirke ikke bare passagererne, men faktisk også flyproducenterne. Man vil nemlig også forsøge at finde andre materialer til en stor del af det plast, som i dag findes i kabinen på et fly. Også i hovedsædet og på selskabets mange baser vil udfasningen af ikke-genanvendelig plast finde sted.
På passagersiden vil beslutningen betyde, at man vil se mere brug af alternative løsninger, så som træbestik, der kommer bionedbrydelige kaffekopper, og så er det altså slut med plastemballage til de varer, man normalt kan købe på en flyvning.
Udover plastindsatsen får man også mulighed for at købe sig lidt aflad på turen til Thailand. Ryanair vil nemlig give kunderne mulighed for at kompensere for kulstofomkostningerne af sin flyvning gennem en frivillig donation til klimavelgørenhed, hvilket kan synes lidt pudsigt, når man graver ned i de udtalelser, som den karismatiske leder Michael O’Leary er kommet med omkring netop klima. Sammenhængen mellem klimaproblematikken og udledning af CO2 kaldte han for “complete and utter rubbish”.