Den populære pantstation Drop & Go vender tilbage til Rødovre, nu som en permanent pantstation. Det bliver den 13. pantstation i Danmark, og den er blevet til virkelighed på baggrund af et tæt samarbejde mellem Dansk Retursystem og Rødovre Centrum.
Rødovre pantstation vil kunne modtage 25.000 flasker og dåser dagligt. Dermed kommer den til at bidrage til de ca. fire millioner flasker og dåser, der hver dag kommer retur til genanvendelse gennem pantsystemet. Det sparede sidste år klimaet for et CO2-udslip på 150.000 tons.
-Der har længe været et ønske om at få en pantstation inden for Ring 3. Da vi testede Drop & Go i 2018, var Rødovre det sted i landet, hvor der blev afleveret flest tomme pantflasker og -dåser. Siden har vi, sammen med Jesper Andreasen, direktør og medejer af Rødovre Centrum, arbejdet på at gøre løsningen permanent, og det glæder os, at vi nu snart kan søsætte den 13. pantstation, siger markedsdirektør Marlene Holmgaard Fris fra Dansk Retursystem.
Maskinen tæller op til 120 emballager i minuttet! Det er tre gange så hurtigt som flaskeautomater i butikkerne. Byggeriet er i gang, og Dansk Retursystem regner med at byde velkommen i den nye pantstation medio august.