På få dage er det lykkedes for virksomheden Idé-Pro at udvikle og igangsætte en produktion af visir til de danske sygehuse. Det var en forespørgsel fra Region Midtjylland, der satte gang i hele processen.
-Forespørgslen kom onsdag den 18. marts. Fredag havde vi fremstillet de første 3D-printede prototyper, de præsenteres for kunden, og de blev godkendt med det samme. Over weekenden fremstillede vi sprøjtestøbeværktøjet på vores in-house værktøjsfabrik i Skive, og i mandags kl. 10 gik vi i gang med at støbe de første emner på vores fabrik i Glyngøre, forklarer Per Henneberg Klausen, der er marketing manager i Idé-Pro.
Det er blot fem dage fra henvendelsen til produktionen går i gang.
-Det er vigtigt at kunne gøre en forskel i den situation, vi alle sammen står i, og hos Idé-Pro er vi meget stolte over at være en af dem, der løfter i flok, siger han og forklarer, at der er kapacitet til at producere 4.000 visir i døgnet.
Produktionen vil blive holdt i gang, så længe der er behov. I øvrigt har opgaven på ingen måde sendt virksomheden i knæ. Tværtimod er man klar til mere, lyder det fra Per Henneberg Klausen.
-Hvis andre har brug for at få fremstillet emner i plast, letmetal eller EPP/EPS, så har vi kapacitet til at løfte flere hasteopgaver.
Plast Panoramas apriludgave bringer en profilartikel om Idé-Pro, hvor du kan læse mere om virksomheden.