Industrirobotterne har for alvor fået fat i den danske plastindustri. Faktisk er branchen helt i top og er sammen med fødevarebranchen den del af den danske industriproduktion, hvor stigning af installerede robotter har oplevet den største vækst.
Generelt er der blevet installeret 752 nye robotter i 2016. Det er 124 flere end året før, så potentialet med robotteknologi i industrien er stadig ved at blive indfriet.
-En vækst i salget fra 2015 til 2016 på 20 procent viser, at der stadig er et uopfyldt potentiale for anvendelse af robotter i Danmark. Mere interessant er det, at der i Danmark bliver investeret i relativt flere robotter end i de lande, som vi normalt sammenligner os med. F.eks. har Tyskland ingen vækst i salget af robotter. Tallene bekræfter, at danske virksomheder tilsyneladende har forstået fordelene ved robotteknologi før konkurrerende virksomheder i udlandet, hvilket giver danske virksomheder og Danmark en stor konkurrencefordel til gavn for hele det danske samfund, fortæller DIRAs formand Cornelius Olesen.
Det er 2016-udgaven af International Federation of Robotics (IFR) årlige statusrapport om robotteknologi, der viser, hvor mange industrirobotter der installeres i verden og herunder også Danmark.