Plastindustrien har fået ny kommunikationschef. Den nuværende politiske kommunikationsrådgiver, Lars Friis Farsøe, overtager posten efter Asbjørn Lindsø, der, efter syv år hos Plastindustrien, skifter til en stilling som teamleder for kommunikation og presse i Julemærkefonden, der driver de danske Julemærkehjem.
-Asbjørn skal om nogen have æren for opbygningen af Plastindustriens interne og eksterne kommunikationsplatforme, der har været under en rivende udvikling de seneste år, siger Plastindustriens administrerende direktør Thomas Drustrup.
Den nye kommunikationschef kender i sagens natur organisationen og vil bygge videre på de nuværende resultater.
-Min ambition er først og fremmest at bygge videre på det meget solide fundament, som foreningens kommunikation står på i dag. Vi skal fortsætte med igen og igen at fremhæve, hvordan vores materialer, produkter og branchens virksomheder bidrager positivt til det danske samfund, siger han og fortsætter:
-Et andet indsatsområde bliver den tætte kontakt til politikere, embedsfolk og journalister, som vi i dag allerede prioriterer højt, men hvor der stadigvæk er et stort potentiale. Vi har en lang række minister- og politikerbesøg i støbeskeen, hvor vi i et tæt samarbejde med medlemmerne er med til at nuancere synet på plast. Det arbejde bliver ikke mindre vigtigt i den kommende tid.
Plastindustrien vil hurtigst muligt indlede jagten på en kommunikationskonsulent, der skal supplere kommunikationschef Lars Friis Farsøe og kommunikationsstudent Julie Pauch Nymark.