Dansk Retursystem, der driver det danske pantsystem, er ved at teste, hvordan det kan blive endnu lettere for forbrugerne at aflevere deres tomme dåser og flasker. Fra mandag den 12. august kom pantstationen i Slagelse til at spille en vigtig rolle i den forbindelse: Den er nemlig udvalgt til at være en af to pantstationer, der bygges om for at teste en ny teknologi.
-Vi arbejder løbende på at gøre det mere bøvlefrit for forbrugerne at aflevere deres pant. Det seneste år har vi testet en mobil løsning kaldet Drop & Go, hvor forbrugerne kunne aflevere meget pant på én gang. Vi vil gerne se, om teknologien herfra kan bruges på pantstationerne, og det tester vi ved at ombygge pantstationerne i Slagelse og Høje Taastrup, siger Marlene Fris, der er markedsdirektør i Dansk Retursystem.
Pantstationen er fortsat en løsning til de forbrugere, der gerne vil aflevere mange emballager på én gang så nemt og bekvemt som muligt. Det nye er, at forbrugerne nu kan komme med de tomme flasker og dåser i en papkasse, plastpose eller en anden beholder og hælde det direkte i maskinen uden at være afhængig af de særlige pantsække.
Mens den nye teknologi indbygges i pantstationen, kan der afleveres pant i den mobile Drop & Go-løsning, som står klar ved siden af pantstationen. Her får forbrugerne en forsmag på, hvad der venter dem, når ombygningen af pantstationen er færdig i løbet af efteråret.