Teknologisk Institut har hjulpet møbelproducenten Mater og arkitekt Eva Harlou med at udvikle en barstol af mask og genbrugsplast i samarbejde med Carlsberg.
– Vi har kigget på mask, fordi det er et fiberbaseret affaldsprodukt med lav værdi, idet det typisk anvendes som dyrefoder i Danmark. Den største udfordring var at omdanne masken til et stabilt materiale, som i kombination med affaldsplast egnede sig til møbelproduktion. Gennem vores samarbejde med Teknologisk Institut er vi nået i mål med et stolesæde, der er bæredygtigt, slidstærkt, vandafvisende og kan granuleres og genanvendes igen op til tre gange, siger Eva Harlou.
– Når vi har tørret masken, blander vi den sammen med genanvendt plast og centrifugerer blandingen ved høj temperatur i en særlig maskine, vi har lånt af Københavns Universitet. Herefter hælder vi blandingen i et formpresningsværktøj, som omdanner massen til et færdigt sæde, fortæller Lars Jeffers-Hansen, sektionsleder på Teknologisk Institut.