Nu skal man altid være forsigtig med at videregive rygter, men når det er på den helt store internationale klinge, så tager vi chancen. Det er nemlig den brasilianske fagpresse, der mener at vide, at den hollandske plast- og kemikaliekoncern LyondellBasell har lagt et bud på den São Paulo-baserede Braskem SA, en af verdens største producenter af polypropylen (PP) og polyethylen (PE). Desuden er koncernen kendt som storproducent af sukkerrørsbaseret bioplast.
Buddet skulle ligge på 11,5 milliarder dollars og være rettet mod Braskems hovedejere Odebrecht SA og deres ejerandel på 50,1 procent.
LyondellBasell har faktisk allerede spenderbukserne på. De er nemlig også i færd med at købe polymervirksomheden A. Schulman Inc. Her er prisen “kun” 2,5 milliarder dollars. Det køb forventes at være afsluttet inden udgangen af juni.