Finske Huhtamaki har købt 70 procent af den irske virksomhed CupPrint. CupPrint er internationalt kendt for at kunne tilbyde små serier, helt ned til blot 1.000 styks og med en leveringstid på et par uger. Det er meget få og ganske hurtigt i en verden, hvor de fleste andre dårligt gider tage telefonen, med mindre man skal have mindst 50.000 styks – og så i øvrigt kan vente et par måneder eller tre på at få dem leveret.
CupPrint gør sig også bemærket ved, at selve papkoppen ikke har en traditionel plastbarriere. I stedet anvender de det plantebaserede PLA.