Copenhagen Nanosystems er en ny dansk startup, der er godt på vej til at revolutionere den måde, man analyserer væsker på. I stedet for dyre instrumenter kan væsker nu analyseres på sekunder med billige og genbrugelige plastbeholdere, såkaldte kuvetter, hvor der er anvendt nanoteknologi.
-Vi kan designe den fotoniske nanokrystal i overfladen af plasten til at måle mange parametre på samme tid. Om få år kan forbrugeren selv tjekke om æblejuicen eller postevandet er forurenet med pesticider, forklarer administrerende direktør, ph.d. Emil Højlund-Nielsen, Copenhagen Nanosystems, der fortæller, at man i første omgang har sigte på at erstatte de mere traditionelle laboratorieanalyser.
-I dag er universiteter og industrien tvunget til at købe dyre og langsomme instrumenter for at kunne lave forskning og kvalitetskontrol. Fremover kan analysen laves på sekunder uden avancerede instrumenter, forklarer Emil Højlund-Nielsen.
Det har kun taget to års udvikling, før man var klar til at lancere det første produkt, NanoCuvette One, der bruges til koncentrationsmålinger af blandt andet proteiner, men mere er som sagt i vente.
Plastbeholderne bliver distribueret til gymnasier, universiteter og industrien via Hounisen Laboratorieudstyr i Stilling udenfor Skanderborg, som har mere end 40 års erfaring i branchen.
-Vores samarbejde med Copenhagen Nanosystems gør, at vi kan revolutionere kuvetteformatet og tilbyde en ny og innovativ løsning til vores kunder, der både sparer tid og giver mere pålidelige resultater, siger administrerende direktør Jan Locher, Hounisen Laboratorieudstyr.