Det Økologiske Råd vil have undersøgt niveauet af mikroplast i dansk drikkevand. Det sker efter et amerikansk studie har fundet plastfibre i drikkevand i flere lande verden over. Studiet indeholder ikke danske data, men det vil rådet og en række samarbejdspartnere nu opfordre til bliver iværksat.
Sammen med Plastic Change og Plastindustrien slår de til lyd for, at man ligesom i Sverige, sætter midler af til at få klarlagt et eventuelt dansk mikroplastproblem.
-Vi mangler virkelig danske data på det her område. Vi ved reelt ikke, om danskerne udsætter sig selv for sundhedsrisiko, når de drikker vand fra hanen. Vi er nødt til at prioritere forskningen på dette område langt højere, så vi kan få et dansk billede af problemets omfang og finde ud af, hvor vi skal sætte ind, lyder det fra Henrik Beha Pedersen, stifter af Plastic Change.
I undersøgelsen var USA selv ganske hårdt ramt. Andelen af forurenede prøver lå på 94 procent, mens de fælles tal for Europa ligger på 72 procent. Helt så slemt vil det heldigvis næppe se ud herhjemme, mener miljøpolitisk chef i Plastindustrien, Christina Busk:
-Hovedparten af dansk drikkevand stammer fra grundvandsboringer. Undersøgelsens data stammer fra lande, som henter drikkevandet fra overfladevand. Det vil sandsynligvis betyde, at situationen er bedre herhjemme, fordi plastfibrene ikke når hele vejen til grundvandet, men vi ved det ikke. Derfor håber vi meget, at politikerne kan finde midler til at prioritere området i forbindelse med de igangværende finanslovsforhandlinger.