Alle bakkerne fra Lidls eget danske mærke Vilstrupgård er nu fremstillet af genanvendt plastik. Vilstrupgård-mærket står for mere end 80 procent af al Lidls kød og fjerkræ.
I Lidl har man netop rundet en afgørende milepæl på plastikområdet. På bare halvandet år har kæden formået at omstille ca. 85 procent af alle produkter, der pakkes i bakker, til genanvendte udgaver af slagsen. Det svarer til ca. 7,6 millioner bakker årligt, hvoraf langt størstedelen er kød- og fjerkræsprodukter.
De såkaldt R-PET-bakker, som har erstattet de klassiske plastikbakker, består blandt andet af gamle plastikflasker.
R-PET-bakkerne er af så god kvalitet og ligner med 99,5 procent nøjagtighed de gamle plastbakker, så vi har faktisk kunnet foretage ændringen over de sidste 18 måneder mere eller mindre ubemærket. Det er fantastisk, at vi kan lave så markant en reduktion i vores plastforbrug, uden at vores kunder oplever en ændring i deres hverdag, siger Rasmus Pape, indkøbsdirektør i Lidl.
Med en målsætning om at erstatte 100 procent af plastemballagen på egne mærker med genanvendelige materialer inden 2025, er milepælen på bakkeprodukterne ifølge indkøbsdirektøren helt afgørende.
Lige præcis ved kød- og fjerkræsprodukter spiller emballage en enormt vigtig rolle, fordi kravene til kvaliteten er ufravigelige. Derfor er det et kæmpe skridt i den rigtige retning, som bestemt bekræfter mig i, at vi kan komme i mål med vores plaststrategi, uden at vores kunder føler, de går på kompromis – nok nærmere omvendt. Personligt føler jeg, at jeg vinder lidt ekstra, når jeg ved, at jeg har købt et produkt, hvor jeg ikke har bidraget til produktion af ny plastik.
Kilde: Lidl