I pinsedagene 18.-21. maj skal gæsterne i det relativt nye Lego House være med til at forsøge at sætte verdensrekord. De skal bygge ikke mindre end verdens største mosaik. Målet er en mosaik på 12 x 14 meter, bestående af 2.600 byggeplader.
-Det er første gang, siden vi åbnede Lego House sidste år, at vi har et så stort byggeprojekt i gang sammen med gæsterne. Den færdige mosaik bliver 168 kvadratmeter, hvilket jo er større end et almindeligt parcelhus, så vi går benhårdt efter at blive optaget i Guinness-rekordbogen, fortæller kommunikationschef i Lego House, Trine Nissen.
Forsøget laves sammen med fanorganisationen Fairy Bricks, som har stor erfaring fra Storbritannien med at bygge kæmpemosaikker, men projektet i Danmark er deres største til dato, og alle gæster er velkomne til at deltage i projektet.
Onsdag den 23. maj vil skoleklasser fra Odense og Esbjerg bygge mosaikken færdig, hvorefter to repræsentanter fra Guinness World Records vil måle og afgøre, hvorvidt verdensrekorden er en realitet. Efter rekordforsøget afmonterer Fairy Bricks alle klodserne og giver dem videre til velgørenhed.