Lego er tilbage på sporet. Ved indgangen til 2018 var det ét hovedmål for den store legetøjskoncern – at få stabiliseret forretningen, og det er lykkedes. 2018 bød på et øget salg til forbrugerne på tre procent og en omsætningsfremgang på fire procent, så det endte på 36,4 milliarder kroner. Nettoresultatet var 8,1 milliarder kroner – en stigning på 3,5 procent i forhold til 2017.
-Vi er tilfredse med at have nået målet og i tillæg levere moderat vækst både på top- og bundlinje. Vi er især opmuntrede over fremgangen i lyset af de udfordringer, legetøjsbranchen har stået over for, og det faktum at flere detailhandlere – såsom Toys “R” Us – har måttet lukke i 2018. I kølvandet på forandringerne i markedet har vi yderligere styrket vores partnerskaber med detailhandlen, og vi har fundet nye måder at nå forbrugerne gennem fysiske og digitale salgskanaler. På samme tid har vi øget vores markedsandele i vores største markeder verden rundt og har dermed trodset den generelle udvikling på legetøjsmarkedet, lyder det i en pressemeddelelse fra Niels B. Christiansen, administrerende direktør i Lego-koncernen som en kommentar til regnskabet.
Der var i øvrigt vækst over hele linjen i 2018. I etablerede markeder såsom USA og det vestlige Europa var væksten et-cifret, mens omsætningen i Kina, der er et strategisk vækstmarked for virksomheden, steg med to-cifrede vækstrater. Det skete i takt med, at koncernen nåede ud i nye byer i Kina og udbyggede sin tilstedeværelse i landet på e-commerce og digitale platforme såvel som i fysiske butikker.