Ligesom her i landet er der også kommet ekstra skat på plastposer i Sverige. 3 SEK for en velkendt bærepose og 30 øre for de små, tynde “frugtposer”. Loven er blevet vedtaget, men hos broderfolket stemte Socialdemokraterne og det liberal-konservative parti, Moderaterne, imod.
Heller ikke organisationen Svensk Handel er ligefrem fan af den nye lov, som de kalder for både symbolpolitik og en forklædt grøn skattestigning.
Udover det kan organisationen ikke forstå, hvorfor man ikke har valgt at differentiere skatten. Om posen er fremstillet af petrokemisk plast eller fornybart materiale, spiller ingen rolle – der er skat på det hele.
Heller ikke en anden organisation, Svensk Dagligvarehandel, er begejstret for skatten.
-Beslutningen sender et uheldigt signal til dagligvarehandelen og den indsats, vi gør og har gjort for at ændre plastemballage til at blive genanvendelig og fossilfrit. Beslutningen betyder, at det, som allerede er fossilfrit og kommet ind i en cirkulære økonomi, bliver belagt med skat, siger Karin Brynell, administrerende direktør for Svensk Dagligvarehandel.
Hele idéen med en skat på plastposer er sket som led i en større plan, der kaldes for grøn skatteudveksling. Den skal også inkludere skat på elektronik, ligesom regeringen også undersøger, om der skal indføres skat på tøj.
Ifølge regeringen selv vil de nye plastposeskatter give 2,7 milliarder SEK. Pengene skal anvendes til at sænke skatten på arbejde.