Finalisterne i årets udgave af ”Bioplastics Award”, lidt populært kaldet for bioplastens Oscar, er nu udvalgt. I alt er der fem, der skal kæmpe om sejren. Vinderen afsløres i forbindelse med organisationen European Bioplastics’ (EuBP) årlige konference, der finder sted i Berlin den 4. december.
De fem finalister er:
● Lolistraw – et sugerør, der ikke bare er komposterbart, men man skulle også kunne spise det. Sugerøret er fremstillet af New York-baseret Loliware. Råmaterialet er havtang, og det nedbrydes i løbet af 60 dage, når det ligger sammen med andet madaffald. Hvis man vælger, at det skal spises, kan man tilføre forskellige smagsvarianter til røret.
● Bio4Pack er en tysk udviklet bakke til frisk kød. Den er termoformet og har PLA som råvare. Den lukkes med en plast, der er en blanding af PBS/PBAT/PLA. Også det såkaldte indlæg er af bioplast. Alle tre enheder er komposterbart i forhold til EN13432.
● PepsiCo og Danimer Scientific har i fællesskab lanceret en chipspose i PLA. Posen er en videreudvikling af en pose, som PepsiCo lancerede i 2009.
● Elbilen Noah er skabt af studenter ved Eindhoven University of Technology. Bilen er, efter sigende, verdens første cirkulære bil og er bygget udelukkende i biobaserede og genanvendelige materialer. Den vejer kun 360 kilo, og har en topfart på 100 km/h.
● Biobind til Indiens kvinder. Indiske Aakar Innovations har udviklet et biobaseret og komposterbart bind til kvinder. Håbet er, foruden det miljømæssige, at man vil bryde det tabu, der findes i landet omkring menstruation. Ifølge Aakar mangler cirka 300 millioner kvinder adgang til menstruationsprodukter som bind. Kun 12 procent af de indiske kvinder anvender denne type produkter, og 80 procent af dem ryger ud med toiletvandet. Råvaren til bindet, der sælges under navnet Anandi, er cellulose.