I dag er bæreposen af plast nærmest blevet en slags symbol på plastforureningen, men sådan så man ikke på den, da posen blev opfundet lige omkring 1960 i – ja, Sverige.
Ophavsmanden var skåningen Sten Gustaf Thulin, der i slutningen af 1950’erne blev salgschef hos virksomheden Celloplast. Sammen med virksomhedens administrerende direktør Curt Lindquist og produktionschef Sven-Erik Lövefors står de faddere til posen. Konkret stod de tre i Lindquists grillstue og svejsede stykker af polyethylen sammen til en pose ved hjælp af et strygejern. Og vupti – plastposen var født.
Da der står Sten Gustaf Thulins navn på patentansøgningen, fik han æren af opfindelsen, der fik patent i 1965. Samme firma stod i øvrigt også bag voksdugen, som de fleste nok også kender.
De svenske opfindere fik dog ikke lov til at beholde patentet på plastposen. I 1977 gik amerikanske Mobil Oil ind i kampen for at få det kendt ugyldigt, og det blev det så – kampen mod giganten fra over there syntes umulig mod det, i sammenligning, lille svenske firma.
Det lidt pudsige ved hele historien om plastposen var, at den slet ikke var tænkt som en engangspose. Sten Gustaf Thulin havde altid en pose med i lommen, så den kunne anvendes. Og den blev anvendt om og om igen …
Kilde: BBC