Fredag og lørdag er der grønt topmøde i København under navnet “P4G – Partnering for Green Growth and the Global Goals 2030 “, hvor fokus er på cirkulær økonomi. Normalt vil de færreste umiddelbart tænke Kina ind på listen over lande, der er helt i front på dette område, men det er faktisk fejlagtigt.
Et eksempel er et internationalt partnerskab mellem Alibaba – verdens største nethandelsvirksomhed – og en række offentlige kinesiske aktører. Partnerskabet nytænker logistikken omkring levering af pakker i en række kinesiske millionbyer.
Alene i Kina blev der i 2017 leveret 40,6 milliarder pakker, og sortering og genbrug af plastindpakningen i forbindelse med forsendelsen af pakker i Kina kan reducere plastforbruget med 80 procent. Det vil potentielt betyde en halv milliard ton sparet CO2 årligt, eller hvad der svarer til CO2-udledningen for alle indbyggere i Esbjerg på et år.
-På topmødet sætter vi fokus på de konkrete erfaringer, som rigtig mange virksomheder allerede har gjort sig i forhold til genbrug og bedre udnyttelse af verdens ressourcer. Ligesom vi sætter fokus på at få udviklet partnerskaber, der kan være med til at løse de udfordringer, vi står overfor i forhold til at skabe en både konkurrencedygtig og bæredygtig udvikling, siger erhvervsminister Rasmus Jarlov.