Normalt forbindes bilmodeller fra de såkaldte premium bilfabrikker med for eksempel lædersæder, men sådan er det ikke nødvendigvis længere. Læder er stille og roligt ved at få et halvdårligt ry i nogle kredse, og alternative materialer er på vej frem. Heriblandt plast.
I den nyeste udgave af Audis A3 kan man således få sæder, der er betrukket med gamle PET-flasker. 45 1,5 liters flasker går der til sæderne. Et sæde i en bil bliver udsat for et enormt slid, og derfor er både sædebetrækket og selve sædekonstruktionen ganske avancerede. For eksempel består sædebetrækket af flere lag, og i øjeblikket er det ikke hele betrækket, der er af genanvendt plast. Det er kun den overliggende del. Men der arbejdes på, at også den underliggende del bliver udført af genanvendt materiale.
Planen er, at hele sædebetrækket skal bestå af ublandet materiale, så det kan føres tilbage til materialekredsløbet. Faktisk vil man på sigt se, at samtlige sædeindtræk i alle modelrækker fra Audi vil være fremstillet af genanvendelsesmaterialer.
I øvrigt er det ikke kun på sæderne, at man finder PET-flasker. Også bundbeklædningen har rod i PET-flasker. Her er anvendt 62 1,5 liters flasker.