Brugen af genbrugsplast skal endnu mere op i gear, og derfor har Brune Poirson, stedfortrædende miljøminister i Frankrig, lanceret et forslag, hvor eksempelvis flasker af genbrugsplast skal være billigere end tilsvarende produkter i virgin plast. Forslaget lægger op til, at rabatten kunne blive op til 10 procent, og at man dermed kunne få forbrugere til at købe produkter i genbrugsplast, fordi det ganske enkelt ville være billigere.
Der er også planer om at hæve skatterne for lossepladser, mens virksomheder, der arbejder med plastgenbrug, skal have sænket skatten. Den tidligere franske regering var allerede i 2016 ude med et forbud mod plastsugerør og andre produkter af engangsplast, men forbuddet vil første træde i kraft i 2020. Den plan er der ikke ændret på. Heller ikke at Frankrig sigter på 100 procent genbrug af plast i 2025, en plan, som den nuværende præsident Macron har lanceret.
Til gengæld vil det blive gjort uden brug af pant. Frankrig har, i modsætning til en lang række andre europæiske lande, ikke pant, og der er altså heller ikke planer om at indføre det. Til gengæld lover Brune Poirson, at der ligger flere tiltag for at mindske blandt andet havplasten. De vil blive lanceret i begyndelsen af næste år.