Hos virksomheden Urtekram vil 85 procent af flasker og tuber i deres bodycare-sortiment skifte fra den klassiske petroplast til plast, der er fremstillet på basis af planter.
– Alle vores plantebaserede emballager bliver produceret af sukkerrørsaffald fra fødevareindustrien. I stedet for at udlede CO2 og dermed belaste miljøet er produktionen af sukkerrør med til at nedsætte mængden af CO2, siger Urtekrams brand manager, Sofia Ganer.
Efter høsten presses saften af sukkerrørene til fødevareproduktion. Den faste del, som bliver tilbage, kan man ikke lave sukker af. Denne masse kan man i stedet fremstille alkohol af. Det er alkoholen, der er udgangspunktet i fremstillingen af Urtekrams sukkerrørsplast. På denne måde anvendes en fornyelig ressource, og affaldsfraktionen nyttiggøres.