Davinvi development A/S bliver dansk forhandler af HP 3D-printere. Dermed bliver virksomheden både underleverandør af ydelser inden for det hastigt voksende marked for 3D-print og vil også sælge selve udstyret.
– Vi har gennem længere tid overvejet, om der kunne opnås en mærkbar synergieffekt ved både at tilbyde 3D-print som underleverandør og samtidig være forhandlere af 3D-printere. Det er vi overbeviste om, at vi kan med HP’s nye Jet Fusion 3D-teknologi, mener direktør Ole L. Jensen.
En del af overvejelserne gik på, om det giver mening både at være underleverandør af 3D-printydelser og samtidig forhandle 3D-printere; det har vist sig ikke at være noget problem.
– Det går særdeles stærkt i øjeblikket inden for 3D-printverdenen. Vi har travlt i vores 3D-printafdelinger i Billund og Skovlunde (CPH), og vi oplever samtidig, at flere og flere virksomheder ønsker at tage 3D-printteknologien til sig som et decideret produktionsredskab, påpeger han.
En vigtig styrke ved HP’s nye Jet Fusion 3D-teknologi er, at materialeleverandører samarbejder med HP via en åben platform, der sammen med HP’s “fusion agent” vil sikre, at flere og nye materialeleverandører kan udvikle og levere konkurrencedygtige certificerede materialer til HP’s 3D-printere.
Teknologien gør det muligt at udvikle materialer med elektriske egenskaber, transparens, forskellige stivheder, overfladestrukturer og med multifarver samt en kombination af disse egenskaber.