Security Matters, Ltd og BASF har indgået en aftale om at udvikle løsninger til sporbarhed og cirkularitet af plast. Hvis plast anvendes korrekt, bidrager det til en mere bæredygtig og ressourcestærk fremtid. Men for at kunne bevæge os mod en mere cirkulær økonomi, er der brug for, at mere plastaffald bliver genanvendt.
Selvom kemisk genanvendelse af plast er i hastig udvikling, så er den typiske genanvendelsesmetode stadig mekanisk. Som det er nu, så mister genanvendt plast sine mekaniske egenskaber og kvalitet sammenlignet med ny plast på grund af polymernedbrydning og overskydende restmateriale. Infrastrukturen for genanvendelse er desuden dyr og kompliceret, og så findes den ganske simpelt ikke i store dele af verden.
Gennem samarbejdet sigter Security Matters og BASF mod at finde en løsning på denne udfordring. Security Matters vil via sin teknologi muliggøre fysisk og digital sporing af genanvendelse i lukkede kredsløb, validere bæredygtighedskrav og forbedre sorteringen af plastaffald. BASF bidrager med omfattende erfaring inden for plastadditiver, regulatorisk knowhow og forståelse af plastens værdikæde. Begge virksomheder vil også kombinere deres forsknings- og udviklingsfunktioner som en del af aftalen.
Security Matters står for en track-and-trace-løsning, der markerer fysiske genstande med en unik kemisk-baseret stregkode og forbinder dem til en digital tvilling. Stregkoden kan tåle fremstillings- og genanvendelsesprocesser uden at ændre objektets udseende eller ydeevne. Ved hjælp af unik teknologi fanger stregkoden en lang række oplysninger, der er indlejret i plasten, og kan bruges til at fuldende plastens cyklus.
Kilde: BASF