I Rudersdal Kommune har man effektiviseret tømningen af de mere end 500 offentlige skraldespande. Små følere kan mærke, at der ikke er plads til mere affald, og en alarm går til Rudersdal Kommune, der kører ud og tømmer affaldsspanden. En test i foråret på 125 affaldsspande har givet så gode erfaringer, at der nu skal sættes sensorer på alle 584 offentlige affaldsspande. Den nye teknik afløser det hidtidige sms-system. Udskiftningen vil ske over det næste halve års tid.
Den gennemførte test på 125 affaldsspande har vist, at cirka ti procent af affaldsspande med sensorer – målt over hele perioden – ikke har været mere end fem procent fyldte. Det indikerer, at der ikke er behov for disse spande, der nu fjernes og i videst muligt omfang genanvendes på steder med større behov. I den modsatte ende af skalaen har ti procent af affaldsspandene haft behov for at blive tømt flere gange om ugen. I realiteten er dette tal formentlig større, da mange butikker har været lukket i perioden.
Der vil nu blive opsat enten større affaldsspande eller flere affaldsspande disse steder, så tømningsfrekvensen kan holdes på en gang om ugen.