Affaldssortering er helt centralt i for eksempel cirkulær økonomi. Men der er mange andre elementer i en god affaldssortering. Det kan være udseende og antallet af containere, støjen fra skraldebilerne og at private sorterer, mens butikker ikke gør. Alt det har været oppe at vende og har resulteret i et pilotprojekt i Næstved, hvor man for eksempel har nedgravede containere.
Pilotprojektet omfatter fire nedgravede affaldscontainere og en papkomprimator på tre gader i et udvalgt område inden for en radius på ca. 75 meter i det centrale Næstved. Her skal affald fra private husholdninger og forretninger i området ende i samme affaldssystem. Forventningerne til effekterne er store: færre affaldscontainere i bymidten, mindre affaldskørsel og trafikstøj samt lavere energiforbrug, fordi der skal køres færre gange efter affald.
Borgerne har en central rolle i pilotprojektet. Alle, der bor i forsøgsområdet, får et personligt nøglekort, der åbner affalds-hub’en. Når man lægger sit affald i den enkelte hub til enten madaffald, restaffald, papir eller metal/glas/plast vejes det, og forbrugeren får at vide, hvor meget CO₂, der er sparet ved at sortere affaldet. Undervejs i pilotperioden får borgerne og forretningerne løbende meldinger om, hvor meget CO₂ borgeren eller virksomheden har sparet ved at sortere. Som noget nyt omfatter pilotprojektet ikke blot affald fra private husholdninger, men også fra forretninger i området. Forud for projektet blev der taget kontakt til forretninger og virksomheder i Kindhestegade og Dania samt en lille del af Ringstedgade i det centrale Næstved, som projektet omfatter. Tilbagemeldingerne var positive og bidrog til projektets videre arbejde.
Forsøget med de nye affaldscontainere er en del af Mærk Næstved – Bæredygtig Grøn Byudviklings-projektet i Næstved Kommune, som med støtte fra EU’s Regionalfond sætter fokus på bæredygtig, grøn byudvikling, blandt andet med energireduktion gennem smarte løsninger og metoder. Desuden tilbyder projektet hjælp til virksomheder, der kan være med til at skabe grøn vækst i kommunen. Projektet er en del af Ressource City, der driver forskellige projekter med grønt fokus i Næstved Kommune.