De danske køkkener er blevet hjemsted for stadig mere affaldssortering, viser en ny undersøgelse fra Ingeniørforeningen, IDA. I undersøgelsen har man spurgt folk om, i hvilken grad de indenfor de seneste to år har taget mere hensyn til miljø- og klimabelastninger ved at sortere mere affald. Her svarer mere end seks ud af 10, at de i dag sorterer mere affald end for to år siden.
-Tallene viser, at vi har forstået, at kampen mod klimaforandringer ikke kun udkæmpes på politisk plan, men at vi alle har et ansvar. Det er afgørende, at vi har borgerne med til at løfte en stor del af opgaven, når det kommer til affaldssortering og i det hele taget at gøre Danmark til et grønt foregangsland, siger Thomas Damkjær Petersen, der er formand for Ingeniørforeningen, IDA.
Der er dog lidt forskel på, hvilket affald vi sorterer, og hvilket vi kan blive bedre til at få genanvendt. Her spiller mediebevågenheden naturligvis en rolle. Plast er jo i den grad på næsten alles læber, mens vi stort set ikke hører om, hvor lidt af vores stigende mængde af elektronik, der faktisk bliver genbrugt.
Kilde: IDA.