Plast er det oplagte materiale, når talen falder på 3D-print, og langt de fleste produkter, der i dag printes, er da også i et plastmateriale. Men der er flere muligheder. DTU har kigget lidt på, hvilke produkttyper, der allerede i dag printes. Brillestel bestilt via nettet, høreapparater og flydele er blandt de mere oplagte på listen, men der findes så sandelig også et par overraskelser.
Organer. Jeps – du læste rigtigt. Den første 3D-printede nyre er faktisk allerede indopereret i en kanin. Teknologien går under navnet tissue engineering, hvor man fremstiller reservedele til kroppen i patientens eller dyrets eget væv. Man arbejder også med skin grafting. I stedet for at flytte huden fra et område af kroppen til et andet bruger man lag af levende celler, der afsættes på et gelémedium og bygges langsomt op med en 3D-struktur.
Eller hvad med en printet pizza. Madprinteren findes skam, og den virker som markedets øvrige 3D-printere ved, at den bygger et print op af forskellige lag af materiale. Her er materialet dej, sauce og ost, der printes lagvis på en bageplade. Så en fuld udrustet pizza med “hele svineriet” er man altså ikke kommet til – endnu.
Kilde: DTU.