Så blev VTM-messen skudt i gang. Det var Dansk Erhvervs cheføkonom Steen Bocian, som forestod den officielle åbning af Danmarks eneste fagmesse for værktøjsmaskiner. I alt er der 133 udstillere på plads i Odense Congress Center, der forventer et besøgstal omkring de 6.000, heriblandt 1.500 unge. Messen varer frem til på fredag den 3. marts, men som noget ret usædvanligt har messen længe åbent den 2. marts.
Arrangementet hedder Metal after dark, og her vil messen have åbent helt frem til kl. 18:30.
Men hvis det ikke rigtigt klinger, kan man også komme tidligt – der er nemlig åbent allerede fra kl. 7:30, så man kan nå et smut rundt på messen, før dagens arbejde venter. Der er også en række andre tiltag på messen, blandt andet dialogmøder om 3D-print (også kaldet additive manufacturing), hvor man går tæt på erfaringer og udvikling.