Når det sidste tælleapparat lukker i aften, onsdag, efter otte dage med K 2016, vil besøgstallet lande på omkring 230.000. Og dermed bliver 2016-udgaven af ”verdens største plastshow” den allerstørste.
I 2013 besøgte 219.000 messen i Düsseldorf, og det var faktisk en lille tilbagegang i forhold til 2010, så årets messe bliver et stærkt comeback til messen, der med sin størrelse belaster Düsseldorfs infrastruktur til det yderste, især de to store dage i begyndelsen af perioden – torsdag og fredag. Her var der henholdsvis 45.000 og 38.500 besøgende. Busser, tog og taxier i byen slår ikke til, når så mange mennesker skal flyttes rundt indenfor det samme tidsrum, og et tilbagevendende samtaleemne blandt standpersonale og besøgende var: ”Hvor lang tid brugte du på at komme hertil?”
Men mens det kneb med byens transportsystem at følge med, så kan det store messecenter absorbere besøgende i det antal, selv om der især i messens maskinhaller var tæt pakket med mennesker.
Et af messens største trækplastre, når det gælder publikumsinteresse, fandt man dog hos en af materialeleverandørerne. Her havde BASF en nyhed i ærmet til messen i form af et samarbejde med Hyundai: En RN30 konceptbil.
Som racerbil er det naturligvis vigtigt, at RN30 skal være let og have et lavt tyngdepunkt. Mens højtydende biler generelt indeholder kulfiberforstærket polymer (CFRP) for at reducere vægten, flyttede partnerne sig væk fra tanken om udelukkende at bruge CFRP. I stedet udforskede konstruktørerne nye letvægtsmaterialer fra BASF. For eksempel BASF Elastolit til karrosseridele som fender og spoiler. RN30 er også udstyret med sandwichløsninger i rammen, hvor der er brugt BASF Elastoflex. Bredden i anvendelse af plast i biler illustreres ved at Ultramid Advanced N bruges til de elektroniske komponenter, og BASF Infinergy er anvendt i styrtbøjlen.
Når det gælder produktionsudstyr, var der trængsel hos Wacker, der omend det er en kemikoncern viste noget af det mest imødesete stykke hardware på messen: 3D-printeren Aceo Image Series K blev ivrigt studeret. Wacker benyttede messen til at hædre udviklingsteamet bag printeren. Frank Achenbach, Bernd Pachaly, Maximilian Peter og Ernst Selbertinger modtog Alexander Wacker Innovation Award for udviklingen af den nye 3D-printproces.
Silikone har indtil nu ikke været på listen over mulige materialer til 3D-printning, så på trods af materialets værdifulde egenskaber såsom bestandighed overfor kemiske påvirkninger har silikone været forbeholdt sprøjtestøbning. Det vil Aceo Imagine Series K lave om på. Målgrupperne her og nu er medico-, elektronik-, bil- og rumfartsindustrien, mens biomodelling ventes at blive et stort område for fremtidens 3D-print med silikone.
Læs mere: Plast Panorama 11/2016, der udkommer den 23. november, følger op på K 2016 med en stor reportage med flere nyheder.