En helt ny og ganske unik membran af et gummilignende materiale kan vise sig at blive en mindre revolution indenfor emballageindustrien. Membranen, der har fået navnet Repono, fungerer som en slags ventil. Der kan presses fx vand, alkohol eller andre væsker ud af den, men der kommer ikke noget ind i emballagen – ikke engang ilt. Derved kan man drastisk forlænge holdbarheden af de pågældende fødevarer. Som et ekstra plus er ventilen/membranen ganske billig at producere.
Det er forskerne Amin Kazemzadeh og Aman Russom, begge fra Science for Life Laboratory ved KTH i Stockholm, som står bag opfindelsen.
– Der er tale om et materiale, der lidt ligner latex, som man kender fra beskyttelseshandsker, siger Amin Kazemzadeh.
Udover at holde ilten ude skal væsken holdes inde. Tæthedsprøverne har stået på i længere tid. Et år var intet problem for ethanol. Vand blev holdt inde i en test, der modsvarer tre års påvirkning.
De to forskere har endnu ikke testet fx virus og bakterier på en videnskabelig måde, men i og med at et vandmolekyle er langt mindre end virus og bakterier, ser de to forskere det ikke som et problem at holde den slags ude.
Før man kan bruge ventilen, skal man dog tænke over selve emballagen. I og med der ikke suges luft tilbage, når man presser indholdet ud, skal der være tale om bløde emballager, alternativt en slags bag-in-box-løsninger.