Maja Sønderskov blev tildelt Inovyn Award ved en event i Düsseldorf. Det skete da Europas største PVC-producent, Inovyn, uddelte priser i innovation, design og bæredygtighed. Maja Sønderskov fik tildelt specialprisen for bæredygtighed for et projekt, hvor hun foreslår genbrug af PVC-byggeaffald i forbindelse med oprettelsen af mindre by-landbrug.
Vinderne i de tre kategorier blev valgt ud fra 72 forslag indsendt fra 17 forskellige lande fra fem forskellige kontinenter. Det var et uafhængigt dommerpanel, der udvalgte vinderne. Panelet bestod af internationale eksperter inden for bæredygtighed, materialevidenskab og design. Inovyn-prisen er skabt for at fremme innovation og bæredygtighed inden for PVC-anvendelsen.
Som begrundelse for valget af Maja Sønderskov sagde repræsentanten for dommerpanelet, Dr. Martin Baitz, der er direktør i thinkstep AP og tillige ledende medlem af Life Cycle Initiative under FN’s miljøprogram UNEP:
-Det, som fascinerede os ved Maja Sønderskovs projekt, var den smarte genbrugsmulighed, hvor omstillingen kræver en begrænset indsats fra de involverede. Dels er projektet velegnet for lavindkomstgrupper, dels viser projektet, at bæredygtighed er noget, som også skal foregå på det lokale niveau.
Vinderne i de tre kategorier blev fundet i Australien, Storbritannien og Sverige. Den australske virksomhed Chemson fik innovationsprisen for at have udviklet 3D-print med vinyl, som muliggør en mere økonomisk fordelagtig, brandhæmmende og vejrbestandig råvare til 3D-print. Bæredygtighedsprisen blev givet til britiske RecoMed, der indsamler PVC-baseret medicinsk udstyr til genanvendelse. Designprisen gik til svenske Bolon, der har udviklet et interaktivt designredskab, så deres kunder selv kan designe de vinylgulve, som Bolon producerer med 30 procent genanvendt PVC.
Prisoverrækkelsen fandt sted sidst i oktober.