Netto lancerede for kort tid siden pant på indkøbsposer af plast, men det har den svenske kæde Hemköp haft i en af deres butikker i cirka et års tid. Det blev indført som et forsøg, ganske enkelt for at se, om de svenske forbrugere var med på idéen. Og det må man sige, de har været. Det er blevet til 4.000 pantede poser i butikken ved Torsplan i Stockholm, og det er en så solid succes, at kæden nu kobler 17 nye butikker på pantsystemet, blandt andet butikker i Malmø og Lund.
Det svenske system fungerer ved, at posens pris er sat 50 øre op. Når den indleveres til pant, får kunden én krone retur. Der er naturligvis poser, som af den ene eller anden grund ikke ryger tilbage, og de 50 øre, som Hemköp “sparer”, skænker man i stedet til Naturskyddsföreningen.
-Vi har med enkle midler formået at øge genanvendelsen af plasten, og derfor opfordrer vi andre kæder til at gøre det samme, siger Thomas Gäreskog, administrerende direktør for Hemköp.