Vi ved godt, at det er lande som Kina, Indonesien og flere lande i Afrika, der står bag den overvejende del af plastforureningen i verden. Eller det vil sige, det er den antagelse, som vi har. Hvor meget vi selv smider ud i naturen, ved vi faktisk ikke, men det kan 57.000 unge fra 94 ud af 98 danske kommuner være med til at give et svar på i det såkaldte Masseeksperimentet, der er gået i gang i denne uge.
Eleverne skal samle plastaffald, og efterfølgende er det forskningscenteret MarinePlastic, som skal stå for analysedelen og den forskningsmæssige efterbehandling. Resultaterne vil blive registreret i Marine LitterWatch, der er en database udviklet af Det Europæiske Miljøagentur.
Der er tale om en markant samling af data, forskerne kommer til at stå med, når de unge er færdige. Det vil være første gang, at man har foretaget en sådan undersøgelse, der har rod i et helt land, og resultaterne kan få indflydelse på, hvordan man skal forholde sig til plastforureningen fremadrettet.
Udover at være de praktiske grise i Masseeksperimentet vil eleverne få undervisningsmateriale, der også skal vise eleverne, at plast ikke kun er et problemfyldt materiale, men også har mange praktiske og hensigtsmæssige egenskaber.
Masseeksperimentet er en del af den årlige Naturvidenskabsfestival, der arrangeres af det nationale naturfagscenter, Astra.