Vera Vinter fra Ebeltoft var den sidste vinder i det Nationale Pantspil. Hun kunne i bogstaveligste forstand køre hjem i hovedpræmien, der var ejerskabet af en Renault Zoe elbil i et halvt år.
-Jeg har aldrig vundet noget før, og jeg blev så glad og overrasket, fortæller hun.
Hun kører i bil på arbejde hver dag, og det giver derfor god mening for hende med en elbil.
-Jeg glæder mig til at spare al den benzin. Jeg arbejder på Aarhus Universitet, hvor der forskes i alt muligt inden for blandt andet natur og miljø, så det er en del af min hverdag, forklarer Vera Vinter.
-Klima er også noget, vi er meget bevidste om derhjemme, hvor vi for eksempel tænker meget over vores forbrug af plastik og prøver at begrænse det. Jeg bliver også træt af det, når jeg ser nogen smide dåser og flasker i naturen – så spørger jeg, om de ikke har tabt noget. Man skal ikke svine i vores natur, påpeger Vera Vinter.
Tilbage står at se, om spillet – eller kampagnen – har givet det ønskede resultat, som arrangørerne, Dansk Retursystem, ønskede sig, nemlig at få fingre i de sidste ti procent emballager, der aldrig kommer ind i retursystemet. Det handler om 140 millioner styk.
-Danskerne er i forvejen nogle af verdens bedste til at pante, og netop derfor tror vi også på, at vi kan få de sidste med. Vi er selvfølgelig klar over, at vi ikke kan redde verden udelukkende ved at genanvende flasker og dåser. Men vi håber, at denne lidt anderledes kampagne har skabt noget opmærksomhed. Vi vil jo også gerne fortælle danskerne, at det har en reel betydning, at man returnerer sin pantemballage frem for at smide den i skraldespanden. For vi taler altså om, at vi allerede nu genanvender mere end 1,2 milliarder årligt, forklarer administrerende direktør for Dansk Retursystem, Lars Krejberg Petersen.