Så kan de danske forbrugere godt øve sig på at få en anden type sixpack, end de hidtil har set. Det er Carlsbergs meget omtalte Snap Pack, der er klar til det danske marked. I en snap-pack er dåserne limet sammen frem for at være holdt sammen af krympeplast.
Og det har faktisk stor betydning – ikke mindst, når man som Carlsberg sælger ikke mindre end 26 millioner sixpacks om året. Plastbesparelsen kommer ifølge beregningerne til at ligge på 150 tons plast om året.
Selv om det næppe er nødvendigt, så kommer den nye pakkeløsning med en lille forklaring på toppen af håndtaget, så der ikke skulle være en tørstig sjæl, der går glip af en øltår, blot fordi vedkommende ikke kunne få de seks øl fra hinanden.
Og så skal man i øvrigt lade den lille limklat blive siddende på dåsen.