Sign & Print-messen er i år udvidet med Pack Denmark – en emballagemesse på dansk grund, hvilket i realiteten ikke er set siden den hedengangne Dansk Emballagemesse. Messen finder sted i Odense Congress Center den 20. og 21. september.
Der kører seminarer fra to scener begge dage. Den ene scene henvender sig specielt til alle, der arbejder med design. Det er den Kreative Scene, hvor du som gæst gratis kan deltage i alle de seminarer, du har lyst til. Den 20. september er det kursusvirksomheden Intellia, der står for dagens kreative kurser. Den 21. september er det Softworld, der sørger for at give dig ny og værdifuld viden med hjem.
På messens anden scene, som du finder på Visutech-standen, kan du blandt andet vælge at høre, hvordan neuromarketing fungerer, og hvordan du selv kan bruge det, således at dine produkter bliver foretrukket frem for konkurrenternes. Eller hvad med et seminar om eye-tracking? Det er jo ikke noget nyt, at købsbeslutninger træffes i løbet af kort tid, når en hylde med forskellige produkter studeres, så hvorfor ikke benytte fakta om eye-tracking på en emballage.