Normalt tænker de færreste på plast og polymerer, når talen falder på batterier, men måske bilgiganten Toyota har gang i noget, der reelt kan betyde en revolution for elbiler. Det drejer sig om de såkaldte solid state-batterier eller faststof-batterier. Her er, som navnet kraftigt antyder, hele batteriet i faste stoffer. Hidtil har man kæmpet med forskellige keramiske stoffer, men nu er Toyota måske på vej med noget helt nyt.
Det mener i hvert fald batteriforsker ved Uppsala Universitet William Brant. Hans gæt er nemlig, at det solid state-batteri, som Toyota muligvis vil præsentere i forbindelse med de kommende Olympiske Lege i Japan til næste år, vil indeholde såkaldte elektrolytter af plast.
I dag er elektrolytterne i et lithium ion-batteri enten flydende eller på gel-form.
Ved at skifte til faste stoffer bliver elbilens batteri mindre, mere holdbart, kan indeholde mere energi og oplade væsentligt hurtigere.
Kilde: Recharge.