Seks folketingspolitikere, tre nordjyske virksomheder og et grønt netværk – sådan lød opskriften på en spændende politikerrundtur, der satte fokus på den grønne erhvervsudvikling i Nordjylland.
Seks folketingspolitikere besøgte den 22. august Nordjylland for at opleve, hvordan tre nordjyske virksomheder har skabt vækst og stærke forretningsgrundlag igennem bæredygtighed.
På turen, der var arrangeret af Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark (NBE), mødte politikerne tre meget forskellige virksomheder, som på hver deres måde har gjort arbejdet med bæredygtighed/cirkulær økonomi til en del af deres forretningsgrundlag.
Arne Boelt, der er borgmester i Hjørring Kommune og næstformand i NBE, guidede folketingspolitikerne sikkert igennem de stærke nordjyske erhvervscases.
Første stop på turen var hos Aage Vestergaard Larsen i Mariager, der er Nordens største genanvendelsesvirksomhed inden for plast, og virksomheden oparbejder årligt mere end 12.000 ton plast. Her blev deltagerne klogere på muligheden for at forvandle plastaffald til en ny genanvendelig råvare til plastindustrien. Dagen bød også på en rundvisning i virksomhedens produktion. Besøget blev afsluttet med en debat om de store mængder plast i Danmark, som vi p.t. ikke evner at udnytte som den værdifulde ressource, det er. Generelt udtrykte de besøgende stor interesse for at være med til at øge genanvendelsesgraden af plast i Danmark.