Den danske plastgenanvendelsesvirksomhed Plastix, specialist i genanvendelse af havbaseret plastaffald, bliver nu en del af det omfattende Oceanworks Marketplace Partnerskab.
I Oceanworks Marketplace Partnerskab samarbejder medlemmerne om at fjerne to millioner tons havplast og sikre, at det i stedet omdannes til bæredygtige produkter. Bag Oceanworks Marketplace Partnerskab står Oceanworks, en organisation, der siden 2016 har arbejdet for at samle den globale værdikæde – producenter, mærker og forbrugere – inden for genanvendelse af havbaseret plastaffald.
Via en samlet markedsplatform skaber Oceanworks dermed nye muligheder for, at både producenter og forbrugere kan medvirke til opbygningen af et marked for genanvendt plast.
Genanvendt havplast kan anvendes i en bred vifte af produkter – alt fra lynlåse og knapper til stof, bæretasker, kreditkort, solbriller, kølere og meget mere.
Oceanworks dokumenterer ægtheden og kvaliteten af alle produkter, der fremstilles af Oceanworks Marketplace Partnerskab-medlemmer og bærer mærket OceansMade.
-Jeg er stolt over, at Plastix nu også bliver en del af Oceanworks Marketplace. Det bidrager til et bæredygtigt globalt marked for plast og vil flytte grænserne for ansvarlig fremstilling som beskrevet i SDG 12. Det vil gøre, at grøn plast, som led i den nye plastøkonomi, bliver en del af den cirkulære økonomi, siger Hans Axel Kristensen, CEO Plastix.
Hos Oceanworks glæder man sig over, at Plastix nu bliver en del af det store netværk.
-Vi er glade for, at Plastix også bliver en del af Oceanworks Marketplace. Ved at Plastix bliver en del af Oceanworks Marketplace udvides omfanget af verificerede materialer og producenter af grøn plast. Det er nøglen til, at vi får ryddet op i verdenshavene, siger Rob Ianelli, CEO for Oceanworks Inc.
I løbet af de seneste fem år har Plastix udviklet en teknologi, der sikrer genbrug af plastfibre efter brug og stiv plast. Plastix har en årlig produktionskapacitet på 12.000 tons og er ved at udvide til en kapacitet på 30.000 tons om året.