Brancheforeningen Plastindustrien har fået en ny miljøkonsulent. Anders Kildegaard Knudsen skal blandt andet arbejde med at reducere industriens spild af granulater i forbindelse med miljøinitiativet Operation Clean Sweep og stå i spidsen for brancheforeningens arbejde med energiforbedringer. Anders Kildegaard Knudsen kommer fra en baggrund som miljø- og CSR-konsulent i Arriva Danmark, hvor han blandt andet har arbejdet med energioptimering, affaldshåndtering, miljøledelse samt virksomhedens sociale ansvarlighed.
Han skal derudover være med til at udbrede energibesparelser i branchen til gavn for virksomhedernes konkurrenceevne og lavere CO2-udledning gennem Plastindustriens brancheaftale med Energistyrelsen om målrettede PSO-lempelser. Endvidere skal Anders Kildegaard Knudsen varetage hvervet som sekretær for Sektionen for ekstrudering og termoformning samt rådgive medlemmerne om spørgsmål relateret til fødevarekontaktmaterialer.
Anders Kildegaard Knudsen har tidligere arbejdet som klimakonsulent i kommunalt regi, samt energi- og miljøvejleder hos EnergiTjenesten. Han har derudover lavet flere formidlingsprojekter med fokus på miljø og energi i et globalt perspektiv.
Han er uddannet cand.techn.soc fra Roskilde Universitet, bor i Dragør og er far til to.