Affald er en ressource – det er et kendt mantra. Det gælder også for plastaffald, og derfor skal vi holde op med at brænde det af eller smide det i naturen. I stedet skal det ind i en cirkulær tankegang, så vi i princippet aldrig står med affald, ikke i større stil i hvert fald. Det står tilbage som blot én af flere konklusioner fra en stor konference, som Dansk Affaldsforening holdt i går i Nyborg.
Og der er brug for forbedringer her i landet. For mens vi som samfund er rigtig gode til at se blandt andet plastaffald som en brændselsressource i vores kraftvarmeværker, er vi tilsvarende dårlige til at få kørt plast ind i en cirkulær tankegang og økonomi, så råvaren kan anvendes igen og igen.
Det kan der være mange årsager til, blandt andet at der ikke allerede i design- og produktionsfasen ude i virksomhederne bliver tænkt cirkulært, men i stedet langt mere lineært. I praksis betyder det, at en alt for stor procentdel af produkterne på det danske marked slet ikke er egnet til at komme ind i cirklen, mener en af talerne, Signe Beuse Fauerby, seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening,
Blandt talerne til konferencen var også Flemming Besenbacher. Udover at være Carlsbergfondets bestyrelsesformand er han også formand for regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi. De barsler med en rapport om ganske få måneder, men på konferencen kunne han godt løfte sløret for et af de mere centrale punkter, der kommer med i rapporten, nemlig tanken om en national affaldsstrategi.
I den kommende udgave af Plast Panorama (udkommer den 28. marts) bringer vi en fyldig reportage fra konferencen.