Hollandske Ahrma har præsenteret en helt ny hybrid plastpalle med indbygget IoT-intelligens, som via Big Data kan give en masse informationer om alt fra placering og bevægelse til blandt andet belastning.
En klassisk palle er enten opbygget i træ eller plast. Hos Ahrma kombinerer man de to elementer, men bruger MDF som den bærende trækerne. Belægningen sørger BASF for. Ved hjælp af en særlig sprøjteteknik, Elastocoat, bliver MDF-skelettet belagt med hård PU-plast, der ifølge Ahrma skulle give pallen en levetid på cirka 10 år. Ydermere kan individuelle komponenter af pallerne demonteres og udskiftes. Levetiden skal ses i sammenligning med, at en træpalle typisk har en levetid på et par år, mens en fuldplastpalle har en forventet levetid på cirka seks år.
Den lange levetid skyldes, at PU-belægningen effektivt forsegler MDF-skelettet, så det ikke bliver udsat for blandt andet vand, der hurtigt ville kunne tage livet af en nøgen MDF-palle. Det samme ville det hårde slid, en palle i kredsløb bliver udsat for.
Konstruktionen giver en vægt, der ligger cirka 25 procent under en træpalles. Pallerne kan ikke købes, men er Ahrmas ejendom, som lejer dem ud til deres kunder.